JOB18

Så tog Sjuhitten Bildad til Orde og sagde:

“Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne?

Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;

hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;

thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,

Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;

Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;

Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:

Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:

Dødens førstefødte* æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer; { [*dvs. Spedalskhed, den værste Sygdom.] }

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den* styrer hans Skridt til Rædslernes Konge; { [*dvs. Spedalskheden.] }

i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;

nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;

hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;

man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;

i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!”