JOB17

Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;

visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.

Stil Sikkerhed* for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? { [*Tegnet på, at man går i Borgen for en.] }

Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;

retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,

men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand finder jeg ikke iblandt jer!

Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;

Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,

Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.

Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?

Mon de* vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?” { [*dvs. Håb og Lykke.] }