SALME74

En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? { [*se til Sl. 32, 1.] }

Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Dine Fjender brøled i dit Samlingshus*, satte deres Tegn som Tegn deri. { [*dvs. Templet; samme Ord bruges i 2 Mos. 27, 21 o. a. St. om Åbenbaringsteltet og i Sl. 74, 8 i flertal om Synagogerne.] }

Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.

Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

De tænkte: “Til Hobe udrydder vi dem!” De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?

Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;

du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!

Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Dårer,

lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!