SALME69

Til Sangmesteren. Til Liljerne*. Af David. { [*se til Sl. 45, 1.] }

Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,

jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;

træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;

flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!

Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.

Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem, der søger dig, Israels Gud!

Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;

fremmed er jeg for mine Brødre, en Udlænding for min Moders Sønner.

Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig;

jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;

i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.

De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.

Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!

Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,

lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.

Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;

dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;

kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!

Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.

Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;

de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.

Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre* blive en Fælde; { [*dvs. Offermåltider.] }

lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!

Din Vrede udøse du over dem, din glødende Harme nå dem;

deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!

Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.

Tilregn dem hver eneste Brøde, lad dem ikke få Del i din Retfærd;

lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!

Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!

Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;

det er mer for HERREN end Okser, end Tyre med Horn og Klove!

Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!

Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.

Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;

thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;

hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.