SALME58

Til Sangmesteren. Al-tasjhet*. Af David. En Miktam**. { [*se til Sl. 57, 1.] / [**se til Sl. 16, 1.] }

Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskens Børn retfærdigt?

Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold.

Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.

Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre

og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger.

Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;

lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.

Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol.

Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede.

Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;

Og Folk skal sige: “Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!”