SALME132

Sang til Festrejserne. HERRE, kom David i Hu for al hans møje,

hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige et Løfte:

“Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje,

under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile,

før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!”

“Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark*; { [*dvs. Kirjat-Jearim. 1 Sam. 6, 21. 2 Sam. 6, 3.] }

lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!”

“HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark!

Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd!

For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!”

HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: “Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone.

Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone!

Thi HERREN har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig:

Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket.

Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød,

dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd.

Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe.

Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!”