ORDSPROGENE29

Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.

Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.

Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.

Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.

Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.

Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.

Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.

Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.

De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.

En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.

En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.

Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans. { [*dvs. han lader dem leve.] }

En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.

Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.

Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.

Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.

Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.

Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.

Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.

Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.

Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen*, men melder intet. { [*Øvrighedens forbandende Trusler over den Skyldiges Medvidere, som intet angiver. 3 Mos. 5, 1.] }

Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.

Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.

Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.