LUKAS2

Men det skete i de dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.

(Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding i Syrien,)

Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By.

Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Nazareth til Judæa til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus og Slægt,

for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig.

Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at hun skulde føde.

Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi der var ikke Rum for dem i Herberget.

Og der var Hyrder i den samme Egn, som lå ude på Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord.

Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede såre.

Og Engelen sagde til dem: “Frygter ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket.

Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By.

Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe.”

Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde:

“Ære være Gud i det højeste! og Fred på Jorden! i Mennesker Velbehag!”

Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde Hyrderne til hverandre: “Lader os dog gå til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os.”

Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef, og Barnet liggende i Krybben.

Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette Barn.

Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af Hyrderne.

Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte.

Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var talt til dem.

Og da otte Dage vare fuldkommede, så han skulde omskæres, da blev hans Navn kaldt Jesus, som det var kaldt af Engelen, før han blev undfangen i Moders Liv.

Og da deres Renselsesdage efter Mose Lov vare fuldkommede, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren,

som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandkøn, som åbner Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren,

og for at bringe Offer efter det, som er sagt i Herrens Lov, et Par Turtelduer eller to unge Duer.

Og se, der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og den Helligånd var over ham.

Og det var varslet ham af den Helligånd, at han ikke skulde se Døden, førend han havde set Herrens Salvede.

Og han kom af Åndens Drift til Helligdommen; og idet Forældrene bragte Barnet Jesus ind for at gøre med ham efter Lovens Skik,

da tog han det på sine Arme og priste Gud og sagde:

“Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord.

Thi mine Øjne have set din Frelse,

som du beredte for alle Folkeslagenes Åsyn,

et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk Israel.”

Og hans Fader og hans Moder undrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham.

Og Simeon velsignede dem og sagde til hans Moder Maria: “Se, denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et Tegn, som imodsiges,

ja, også din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge! for at mange Hjerters Tanker skulle åbenbares.”

Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme; hun var meget fremrykket i Alder, havde levet syv År med sin Mand efter sin Jomfrustand

og var nu en Enke ved fire og firsindstyve År, og hun veg ikke fra Helligdommen, tjenende Gud med Faste og Bønner Nat og Dag.

Og hun trådte til i den samme Stund og priste Gud og talte om ham til alle, som forventede Jerusalems Forløsning.

Og da de havde fuldbyrdet alle Ting efter Herrens Lov, vendte de tilbage til Galilæa til deres egen By Nazareth.

Men Barnet voksede og blev stærkt og blev fuldt af Visdom: og Guds Nåde var over det.

Og hans Forældre droge hvert År op til Jerusalem på Påskehøjtiden.

Og da han var bleven tolv År gammel, og de gik op efter Højtidens Sædvane

og havde tilendebragt de Dage, blev Barnet Jesus i Jerusalem, medens de droge hjem, og hans Forældre mærkede det ikke.

Men da de mente, at han var i Rejsefølget, kom de en Dags Rejse frem, og de ledte efter ham iblandt deres Slægtninge og Kyndinge.

Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham.

Og det skete efter tre Dage, da fandt de ham i Helligdommen, hvor han sad midt iblandt Lærerne og både hørte på dem og adspurgte dem.

Men alle, som hørte ham, undrede sig såre over hans Forstand og Svar.

Og da de så ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til ham: “Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din Fader og jeg have ledt efter dig med Smerte.”

Og han sagde til dem: “Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders Gerning?”

Og de forstode ikke det Ord, som han talte til dem.

Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem lydig og hans Moder gemte alle de Ord i sit Hjerte.

Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og yndest hos Gud og Mennesker.