JOSUA9

Da alle Kongerne på den anden Side af Jordan, i Bjergene og i Lavlandet og langs hele det store Havs Kyst hen imod Libanon, Hetitterne, Amoritterne, Kana'anæerne, Perizzitterne, Hivvitterne og Jebusitterne, hørte, hvad der var sket,

samlede de sig for i Fællesskab at kæmpe mod Josua og Israel.

Men da Indbyggerne i Gibeon hørte, hvad Josua havde gjort ved Jeriko og Aj,

greb også de til en List; de gik hen og forsynede sig med Rejsetæring, læssede nogle slidte Sække og nogle slidte, sprukne, stoppede Vinsække på deres Æsler

og tog slidte, lappede Sko på Fødderne og slidte Klæder på Kroppen, og alt deres Rejsebrød var tørt og mullent.

Så gik de til Josua i Lejren ved Gilgal og sagde til ham og Israels Mænd: “Vi kommer fra et fjernt Land; slut derfor Pagt med os!”

Israels Mænd svarede Hivvitterne: “Det kunde være, at I bor her midt iblandt os, hvorledes kan vi da slutte Pagt med eder?”

De sagde til Josua: “Vi er dine Trælle!” Josua spurgte dem så: “Hvem er I, og hvorfra kommer I?”

Og de svarede ham: “Fra et såre fjernt Land er dine Trælle kommet for HERREN din Guds Navns Skyld; thi vi har hørt hans Ry og alt, hvad han gjorde i Ægypten,

og alt, hvad han gjorde mod de to Amoritterkonger hinsides Jordan, Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan, som boede i Asjtarot.

og vore Ældste og alle Indbyggerne i vort Land sagde til os: Tag Rejse tæring med eder, drag dem i Møde og sig til dem: Vi er eders Trælle; slut derfor nu Pagt med os!

Vort Brød her var endnu varmt, da vi tog det med hjemmefra, dengang vi begav os af Sted for at drage til eder; men se, nu er det tørt og mullent;

og vore Vinsække her var nye, da vi fyldte dem; se, nu er de sprukne; og vore Klæder og Sko her er slidte, fordi Vejen var så lang!”

Så tog Mændene af deres Rejsetæring; men HERREN rådspurgte de ikke.

Og Josua tilsagde dem Fred og sluttede Overenskomst med dem og lovede at lade dem leve, og Menighedens Øverster tilsvor dem det.

Men tre Dage efter at de havde sluttet Pagt med dem, hørte de, at de var fra den nærmeste Omegn og boede midt iblandt dem.

Og Israelitterne brød op og kom den tredje Dag til deres Byer, det var Gibeon, Kefira, Be'erot og Kirjat-Jearim.

Men Israelitterne dræbte dem ikke, fordi Menighedens Øverster havde, tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud. Da knurrede hele Menigheden mod Øversterne;

men alle Øversterne sagde til hele Menigheden: “Vi har tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud, derfor kan vi ikke gøre dem noget ondt.

Men dette vil vi gøre med dem, når vi skåner deres Liv, at der ikke skal komme Vrede over os for den Ed, vi svor dem:

De skal blive i Live, men være Brændehuggere og Vandbærere for hele Menigheden.” Og hele Menigheden gjorde, som Øversterne havde sagt.

Og Josua lod dem kalde og talte således til dem: “Hvorfor førte I os bag Lyset og sagde, at I havde hjemme langt borte fra os, skønt I bor her midt iblandt os?

Derfor skal I nu være forbandede, og ingen af eder skal nogen Sinde ophøre at være Træl; Brændehuggere og Vandbærere skal I være ved min Gus Hus!”

De svarede Josua og sagde: “Det var blevet dine Trælle sagt, at HERREN din Gud pålagde sin Tjener Moses, at når han gav eder hele Landet, skulde I udrydde alle Landets Indbyggere foran eder. Da påkom der os stor Frygt for, at I skulde tage vort Liv; derfor handlede vi således.

Men se, nu er vi i din Hånd; gør med os, som det tykkes dig godt og ret!”

Da handlede han således med dem; han friede dem fra Israelitternes Hånd, så de ikke dræbte dem;

men Josua gjorde dem den Dag til Brændehuggere og Vandbærere for Menigheden og for HERRENS Alter på det Sted, han vilde udvælge. Og det er de den Dag i Dag.