JONAS2

Men HERREN bød en stor Fisk* sluge Jonas; og Jonas var i Fiskens Bug tre Dage og tre Nætter. { [*græsk Overs. har her: Havdyr.] }

Da bad Jonas i Fiskens Bug til HERREN sin Gud

og sagde: Jeg råbte i Nøden til HERREN, og han svarede mig; jeg skreg fra Dødsrigets Skød, og du hørte min Røst.

Du kasted mig i Dybet midt i Havet, Strømmen omgav mig; alle dine Brændinger og Bølger skyllede over mig.

Jeg tænkte: “Bort er jeg stødt fra dine Øjne, aldrig mer skal jeg skue dit hellige Tempel.”

Vandene trued min Sjæl, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit Hoved; til Bjergenes Rødder

steg jeg ned, til Jordens Slåer, de evige Grundvolde; da drog du mit Liv op af Graven, HERRE min Gud.

Da min Sjæl vansmægtede i mig, kom jeg HERREN i Hu, og min Bøn steg op til dig i dit hellige Tempel.

De, der dyrker det tomme Gøgl, lader Gudsfrygt fare;

men jeg vil bringe dig Ofre med Lovsangs Toner og indfri de Løfter, jeg gav. Hos HERREN er Frelse.

Så talede HERREN til Fisken, og den spyede Jonas ud på det tørre Land.