JOB15

Så tog Temanitten Elifaz til Orde og sagde:

“Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

End ikke sine Hellige* tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne, { [*dvs. Englene. Job 5, 1.] }

hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

stormed hårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

tog Bolig i Byer, der øde lå hen*, i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus. { [*dvs. ramte af Guds Straf og derfor forbandede.] }

Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

Han stole ikke på Tomhed - han farer vild - thi Tomhed skal være hans Løn!

I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

han ryster som Ranken sin drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!”