JOHANNES8

[Men Jesus gik til Oliebjerget.]

[og årle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem.]

[Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben i Hor, og stille hende frem i Midten.]

[Og de sige til ham: “Mester! denne Kvinde er greben i Hor på fersk Gerning.]

[Men Moses bød os i Loven, at sådanne skulle stenes; hvad siger nu du?”]

[Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev med Fingeren på Jorden.]

[Men da de bleve ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: “Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen på hende!”]

[Og han bøjede sig atter ned og skrev på Jorden.]

[Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra de ældste til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med Kvinden, som stod der i Midten.]

[Men da Jesus rettede sig op og ingen så uden Kvinden, sagde han til hende: “Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som fordømte dig?”]

[Men hun sagde: “Herre! ingen.” Da sagde Jesus: “Heller ikke jeg fordømmer dig; gå bort, og synd ikke mere!”]* { [*Stykket 7, 53-8, 11 hørte oprindeligt ikke med til Johannesevangeliet, men blev allerede tidligt føjet ind på sin nuværende Plads.] }

Jesus talte da atter til dem og sagde: “Jeg er Verdens Lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys.”

Da sagde Farisæerne til ham: “Du vidner om dig selv; dit Vidnesbyrd er ikke sandt*.” { [*gyldigt.] }

Jesus svarede og sagde til dem: “Om jeg end vidner om mig selv. er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvor jeg går hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg går hen.

I dømme efter Kødet+; jeg dømmer ingen. { [+efter det udvortes.] }

Men om jeg også dømmer, er min Dom sand; thi det er ikke mig alene, men mig og Faderen, han, som sendte mig.

Men også i eders Lov er der skrevet, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt.

Jeg er den, der vidner om mig selv, og Faderen, som sendte mig, vidner om mig.”

Derfor sagde de til ham: “Hvor er din Fader?” Jesus svarede: “I kende hverken mig eller min Fader; dersom I kendte mig, kendte I også min Fader.”

Disse Ord talte Jesus ved Tempelblokken, da han lærte i Helligdommen; og ingen greb ham, fordi hans Time endnu ikke var kommen.

Da sagde han atter til dem: “Jeg går bort, og I skulle lede efter mig, og I skulle dø i eders Synd; hvor jeg går hen, kunne I ikke komme.”

Da sagde Jøderne: “Mon han vil slå sig selv ihjel, siden han siger: Hvor jeg går hen, kunne I ikke komme?”

Og han sagde til dem: “I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af denne Verden, jeg er ikke af denne Verden.

Derfor har jeg sagt eder, at I skulle dø i eders Synder; thi dersom I ikke tro, at det er mig, skulle I dø i eders Synder.”

De sagde da til ham: “Hvem er du?” Og Jesus sagde til dem: “Just det, som jeg siger eder.

Jeg har meget at tale og dømme om eder; men den, som sendte mig, er sanddru, og hvad jeg har hørt af ham, det taler jeg til Verden.”

De forstode ikke, at han talte til dem om Faderen.

Da sagde Jesus til dem: “Når I få ophøjet Menneskesønnen, da skulle I kende, at det er mig, og at jeg gør intet af mig selv; men som min Fader har lært mig, således taler jeg.

Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg; gør altid det, som er ham til Behag.”

Da han talte dette, troede mange på ham.

Jesus sagde da til de Jøder, som vare komne til Tro på ham: “Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple,

og I skulle erkende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder.”

De svarede ham: “Vi ere Abrahams Sæd og have aldrig været nogens Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?”

Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hver den, som gør Synden, er Syndens Træl.

Men Trællen bliver ikke i Huset til evig Tid, Sønnen bliver der til evig Tid.

Dersom da Sønnen får frigjort eder, skulle I være virkelig frie.

Jeg ved, at I ere Abrahams Sæd; men I søge at slå mig ihjel, fordi min Tale ikke finder Rum hos eder.

Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader; så gøre også I det, som I have hørt af eders Fader.”

De svarede og sagde til ham: “Vor Fader er Abraham.” Jesus sagde til dem: “Dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams Gerninger.

Men nu søge I at slå mig ihjel, et Menneske, der har sagt eder Sandheden, som jeg har hørt af Gud; dette gjorde Abraham ikke.

I gøre eders Faders Gerninger.” De sagde til ham: “Vi ere ikke avlede i Hor; vi have én Fader, Gud.”

Jesus sagde til dem: “Dersom Gud var eders Fader, da elskede I mig; thi jeg er udgået og kommen fra Gud; thi jeg er heller ikke kommen af mig selv, men han har udsendt mig.

Hvorfor forstå I ikke min Tale? fordi I ikke kunne høre mit Ord.

I ere af den Fader Djævelen, og eders Faders Begæringer ville I gøre. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og han står ikke i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Når han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.

Men mig tro I ikke, fordi jeg siger Sandheden.

Hvem af eder kan overbevise mig om nogen Synd? Siger jeg Sandhed, hvorfor tro I mig da ikke?

Den, som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud.”

Jøderne svarede og sagde til ham: “Sige vi ikke med Rette, at du er en Samaritan og er besat?”

Jesus svarede: “Jeg er ikke besat, men jeg ærer min Fader, og I vanære mig.

Men jeg søger ikke min Ære; der er den, som søger den og dømmer.

Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom nogen holder mit Ord, skal han i al Evighed ikke se Døden.”

Jøderne sagde til ham: “Nu vide vi, at du et besat; Abraham døde og Profeterne, og du siger: Dersom nogen holder mit Ord, han skal i al Evighed ikke smage Døden.

Mon du er større end vor Fader Abraham, som jo døde? også Profeterne døde; hvem gør du dig selv til?”

Jesus svarede: “Dersom jeg ærer mig selv, er min Ære intet; det er min Fader, som ærer mig, han, om hvem I sige, at han er eders Gud.

Og I have ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og dersom jeg siger: “Jeg kender ham ikke,” da bliver jeg en Løgner ligesom I; men jeg kender ham og holder hans Ord.

Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag, og han så den og glædede sig.”

Da sagde Jøderne til ham: “Du er endnu ikke halvtredsindstyve År gammel, og du har set Abraham?”

Jesus sagde til dem: “Sandelig, sandelig, siger jeg eder, førend Abraham blev til, har jeg været.”

Så toge de Sten for at kaste på ham; men Jesus skjulte sig og gik ud af Helligdommen.