DOMMER5

Da sang Debora og Barak, Abinoams Søn, denne Sang:

Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover HERREN!

Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for HERREN, lovsynge HERREN, Israels Gud!

HERRE, da du brød op fra Se'ir, skred frem fra Edoms Mark, da rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand;

Bjergene bæved for HERRENS Åsyn, for HERREN Israels Guds Åsyn!

I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde, vejfarende sneg sig ad afsides Stier;

der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod frem, en Moder i Israel.

Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind? -

For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket! Lover HERREN!

I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som færdes på Vejene, syng!

Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de HERRENS Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog HERRENS Folk ned til Portene.

Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig Fanger, du Abinoams Søn!

Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog HERRENS Folk frem.

Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der bar Herskerstav;

Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store.

Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store!

Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige.

Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens Høje.

Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak, ved Megiddos Vande - de fanged ej Sølv som Bytte!

Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod Sisera!

Kisjons Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd frem, min Sjæl, med Styrke!

Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart.

“Forband”, sagde HERRENS Engel “forband Meroz og dem, der bor deri! fordi de ikke kom HERREN til Hjælp - kom HERREN til Hjælp som Helte!”

Velsignet blandt Kvinder være Jael, Kenitten Hebers Hustru, velsignet blandt Kvinder i Telte!

Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar Skål.

Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren, fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans Tinding.

For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der lå han fældet!

Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred hun ud: “Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans Forspands Hovslag?”

Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig samme Svar: “Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to til Mands,

Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to til hans Hals!”

Således skal alle dine Fjender forgå, HERRE, men de, der elsker dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde Landet Ro i fyrretyve År.