1 MOSEBOG49

Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: “Saml eder, så vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste Dage:

Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel!

Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft!

Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du besteg din Faders Leje. Skændigt handled du da han besteg mit Leje!

Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben.

I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min Ære* ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de Okser. { [*dvs. min Sjæl. 1 Mos. 34, 25. Judit 9, 2.] }

Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel!

Juda, dig skal dine Brødre prise*, din Hånd skal gribe dine Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig. { [*på hebr. Ordspil med Navnet Juda. 1 Krøn. 5, 2.] }

En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække ham!

Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder, til han, hvem den tilhører; kommer*, ham skal Folkene lyde. { [*Ez. 21, 27. Kan også oversettes: “indtil han kommer til Silo”.] }

Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole, tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod,

med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!

Zebulon har hjemme ved Havets Kyst, han bor ved Skibenes Kyst, hans Side er vendt mod Zidon.

Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene,

fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under Byrden og blev en ufri Træl.

Dan dømmer* sit Folk så godt som nogen Israels Stamme. { [*på hebr. Ordspil med Navnet Dan.] }

Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider Hesten i Hælen, så Rytteren styrter bagover! -

På din Frelse bier jeg, HERRE!

Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug* i Hælene på dem. { [*på hebr. Ordspil med Navnet Gad.] }

Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.

Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.

Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker slynger sig over Muren.

Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham,

men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe,

fra din Faders Gud - han hjælpe dig! Og Gud den Almægtige, han velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser!

Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre!

Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om Aftenen deler han Bytte!”

Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige Velsignelse.

Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: “Nu samles jeg til mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetitten Efrons Mark.

i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land. den Mark, som Abraham købte af Hetitten Efron til Gravsted,

hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea.

Marken og Hulen derpå blev købt af Hetitterne.”

Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin Slægt.