1 MOSEBOG25

Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura;

og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua.

Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuritterne, Letusjitterne og Le'ummitterne.

Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse var Keturas Sønner.

Abraham gav Isak alt, hvad han ejede;

men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn Isak, østpå til Østlandet.

De År, Abraham levede, udgjorde 175;

så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og mæt af Dage, og samledes til sin Slægt.

Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule på Hetitten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre,

den Mark, Abraham havde købt af Hetitterne; der jordedes Abraham og hans Hustru Sara.

Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede ved Be'er-lahaj-ro'i.

Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, fødte ham.

Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam,

Misjma, Duma, Massa,

Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma.

Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer.

Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og samledes til sin Slægt.

De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig ned.

Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak.

Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af Aramæeren Betuel fra Paddan-Aram og Søster til Aramæeren Laban, til Hustru.

Men Isak bad til HERREN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar; og HERREN bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev frugtsommelig.

Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: “Står det således til, hvorfor lever jeg da?” Og hun gik hen for at adspørge HERREN.

Da svarede HERREN hende: “To Folkeslag er i dit Liv, to Folk skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!”

Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes Liv.

Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele Kroppen; og de kaldte ham Esau.

Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl*; derfor kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de fødtes. { [*på hebr. Ordspil med Navnet Jakob.] }

Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede i Telt.

Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka holdt mest af Jakob.

Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem fra Marken.

Da sagde Esau til Jakob: “Lad mig få noget af det røde*, det røde der, thi jeg er ved at dø af Sult!” Derfor kaldte de ham Edom. { [*på hebr. Ordspil med Navnet Edom.] }

Men Jakob sagde: “Du må først sælge mig din Førstefødselsret!”

Esau svarede: “Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min Førstefødselsret!”

Men Jakob sagde: “Du må først sværge mig det til!” Da svor Esau på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob.

Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om sin Førstefødselsret.