PRÆDIKEREN7

Godt Navn er bedre end ypperlig Salve, Dødsdag bedre end Fødselsdag;

bedre at gå til et Sørgehus end at gå til et Gildehus; thi hist er alle Menneskers Ende, og de levende bør tage det til Hjerte.

Bedre Græmmelse end Latter, thi er Minerne mørke, har Hjertet det godt.

De vises Hjerte er i Sørgehuset. Tåbernes Hjerte i Glædeshuset.

Bedre at høre på Vismands Skænd end at høre på Tåbers Sang.

Som Tjørnekvistes Knitren under Gryden er Tåbers Latter; også det er Tomhed.

Thi uredelig Vinding gør Vismand til Dåre, og Stikpenge ødelægger Hjertet.

En Sags Udgang er bedre end dens Indgang, Tålmod er bedre end Hovmod.

Vær ikke hastig i dit Sind til at græmmes, thi Græmmelse bor i Tåbers Bryst.

Spørg ikke: “Hvoraf kommer det, at de gamle Dage var bedre end vore?” Thi således spørger du ikke med Visdom.

Bedre er Visdom end Arv, en Fordel for dem, som skuer Solen;

thi Visdom skygger, som Pengeskygger*, men Kundskabs Fortrin er dette, at Visdom holder sin Mand i Live. { [*dvs. er et Værn. Ordsp. 3, 18.] }

Se på Guds Værk! Hvo kan rette, hvad han har gjort kroget?

Vær ved godt Mod på den gode Dag og indse på den onde Dag, at Gud skabte denne såvel som hin, for at Mennesket ikke skal finde noget efter sig.

Begge Dele så jeg i mine tomme Dage: Der er retfærdige, som omkommer i deres Retfærdighed, og der er gudløse, som lever længe i deres Ondskab.

Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv?

Vær ikke alt for gudløs og vær ingen Dåre; hvorfor vil du dø i Utide?

Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det andet; thi den, der frygter Gud, vil undgå begge Farer.

Visdom gør Vismand stærkere end ti Magthavere i Byen.

Thi intet Menneske er så retfærdigt på Jorden, at han kun gør gode Gerninger og aldrig synder.

Giv ikke Agt på alle de Ord, Folk siger, at du ikke skal høre din Træl forbande dig;

thi du ved med dig selv, at også du mange Gange har forbandet andre.

Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte: “Jeg vil vorde viis.” Men Visdom holdt sig langt fra mig;

Tingenes Grund er langt borte, så dyb, så dyb; hvem kan finde den?

Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning og til at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, at Gudløshed er Tåbelighed, Dårskab Vanvid.

Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn; hendes Hjerte er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange.

Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved at lægge det ene til det andet for at drage min Slutning.

Hvad min Sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Én Mand fandt jeg blandt tusind, men en Kvinde fandt jeg ikke i hele Flokken.

Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være; men de har så mange sære Ting for.