APOSTELENES GERNINGER9

Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens Disciple, gik til Ypperstepræsten

og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen*, kunde føre dem bundne til Jerusalem. { [*d. e. Evangeliet, Guds Vej, se Matth. 22, 16. Ap. G. 18, 25-26. K. 19, 9. 23. K. 22, 4. K. 24, 14. 22. smlgn. Joh. 14, 4-6.] }

Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede et Lys fra Himmelen ham pludseligt.

Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: “Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?”

Og han sagde: “Hvem er du, Herre?” Men han svarede: “Jeg er Jesus, som du forfølger.

Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør gøre.”

Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte Røsten, men ikke så nogen.

Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne, så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i Damaskus.

Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller drak.

Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: “Ananias!” Og han sagde: “Se, her er jeg, Herre!”

Og Herren sagde til ham: “Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas's Hus efter en ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder.

Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende.”

Men Ananias svarede: “Herre! jeg har hørt af mange om denne Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem.

Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle dem, som påkalde dit Navn.”

Men Herren sagde til ham: “Gå; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger og Israels Børn;

thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns Skyld.”

Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham og sagde: “Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal blive seende igen og fyldes med den Helligånd.”

Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev seende, og han stod op og blev døbt.

Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus.

Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds Søn.

Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: “Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?”

Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus.

Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham ihjel.

Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel.

Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem Muren, idet de firede ham ned i en Kurv.

Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at han var en Discipel.

Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn.

Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem

og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel.

Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham videre til Tarsus.

Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Helligånds Formaning voksede den.

Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også kom ned til de hellige, som boede i Lydda.

Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År til Sengs og var værkbruden.

Og Peter sagde til ham: “Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå op, og red selv din Seng!” Og han stod straks op.

Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til Herren.

Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange Almisser.

Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de hende og lagde hende i Salen ovenpå.

Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: “Kom uden Tøven over til os!”

Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og viste ham alle de Kjortler og Kapper, som “Hinden” havde forarbejdet, medens hun var hos dem.

Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og han vendte sig til det døde Legeme og sagde: “Tabitha, stå op!” Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.

Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem.

Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på Herren.

Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver.