APOSTELENES GERNINGER2

Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede.

Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade.

Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.

Og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at tale i andre Tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige.

Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen.

Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale på hans eget Mål.

Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: “Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere?

Hvor kunne vi da høre dem tale, hver på vort eget Mål, hvor vi ere fødte,

Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien. Pontus og Asien*, { [*dvs. den vestlige Del af Lilleasien, jfr. Ap. G. 6, 9. K. 16, 6. K. 19, 10. 22. 26. 27. 31. K. 20, 4. 16. 18. K. 21, 27. K. 24, 18. K. 27, 2. Rom. 16, 5. 1 Kor. 16, 9. 2 Kor. 1, 8. 2 Tim. 1, 15. 1 Pet. 1, 1. Åb. 1, 4. 11.] }

i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi her boende Romere,

Jøder og Proselyter*, Kretere og Arabere, vi høre dem tale om Guds store Gerninger i vore Tungemål?” { [*den jødiske Tros Tilhængere, som ikke ere Jøder af Fødsel.] }

Og de forbavsedes alle og, vare tvivlrådige og sagde den ene til den anden: “Hvad kan dette være?”

Men andre sagde spottende: “De ere fulde af sød Vin.”

Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: “I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og låner Øre til mine Ord!

Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time* på Dagen; { [*Klokken 9 Formiddag.] }

men dette er, hvad der et sagt ved Profeten Joel:

“Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Ånd over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme.

Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Ånd, og de skulle profetere.

Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp.

Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer.

Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens Navn, skal frelses.”

I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, som I jo selv vide,

ham, som efter Guds bestemte Rådslutning og Forudviden var bleven forrådt, ham have I ved lovløses Hånd korsfæstet og ihjelslået.

Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende på Dødens Veer, eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den.

Thi David siger med Henblik på ham: “Jeg havde altid Herren for mine Øjne; thi han er ved min højre Hånd, for at jeg ikke skal rokkes,

Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, også mit Kød skal bo i Håb;

thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller tilstede din hellige at se Forrådnelse,

Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde for dit Åsyn.”

I Mænd Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om Patriarken David, at han er både død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.

Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde på hans Trone,

talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller så hans Kød Forrådnelse.

Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner.

Efter at han nu ved Guds højre Hånd er ophøjet og af Faderen har fået den Helligånds Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I både se og høre.

Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: “Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,

indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.”

Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.”

Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige Apostle: “I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gøre?”

Men Peter sagde til dem: “Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle få den Helligånds Gave.

Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem, som ere langt borte, så mange som Herren vor Gud vil tilkalde.”

Også med mange andre Ord vidnede han for dem og format dem, idet han sagde: “Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!”

De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til.

Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets Brydelse og Bønnerne.

Men der kom Frygt over en hver Sjæl, og der skete mange Undere og Tegn ved Apostlene.

Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles.

Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver havde Trang til.

Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets Enfold,

idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse.